ProdukterKompetencerKunder Nyheder Downloads & LinksOm osKontakt

Med Drawin Recyclings flåde af mobilkværne kan Schoeller Plast tilbyde kunderne alle led i produktionsprocessen – fra udvikling og design til produktion og genanvendelse.

De mobile kværne køres ud til kunderne, hvor kværningen af produkter finder sted lige uden for deres egen hoveddør. Det gør processen nem for kunderne, der ikke skal tænke på om dyre transporter til en fabrik.

Genanvendelse af værdifulde råmaterialer fra gamle produkter er en meget efterspurgt ydelse pga. tidens høj råvarepriser. Schoeller Plast ser derfor et stort potentiale i ejerskabet af Drawin Recycling.

Schoeller Plast medejer af Drawin Recycling

 

Schoeller Plast udvider kompetencer og kapacitet inden for genanvendelse af råvarer.

Schoeller Plast A/S har købt aktiemajoriteten i Europas største virksomhed inden for mobilkværning, Drawin Recycling. Med Drawin i ”familien” kan Schoeller Plast tilbyde kunderne genanvendelse af værdifulde råmaterialer fra gamle produkter, som er en meget efterspurgt ydelse pga. af tidens høje råvarepriser.

Købet af Drawin Recycling fuldender Schoeller Plasts kompetencer og kapacitet, så virksomheden dækker hele produktionsprocessen fra design og konstruktion til produktion og genanvendelse af råvarer.

Ønsker at tilbyde totalløsninger

”Baggrunden for vores beslutning om at købe Drawin er, at vi ønsker at kunne tilbyde kunderne totalløsninger inden for sprøjtestøbning”, siger direktør Nicholas Schoeller. ”Med dette sidste led i produktionsprocessen er dette mål nået. Kværning er en naturlig forlængelse af vores øvrige kompetencer, og fordi vi allerede har en stærk markedsposition i plastbranchen, forventer vi stor synergi af vores investering i Drawin Recycling”.

”Vi har i forvejen en enkelt mobilkværn, som dog kun har kunnet taget toppen af efterspørgselen. Denne tendens, sammenholdt med tidens høje råvarepriser, gør, at vi ikke er i tvivl om at vækstpotentialet er stort. Derfor slog vi til med det samme, da chancen bød sig for at udvide forretningen på dette område. Drawin tilfører os to vigtige forretningsområder inden for genanvendelse: Kværning for kunderne til genbrug i deres egne produkter, og opkøb af regenerat til brug for vores produktion og videresalg”.

Opererer i hele Europa

Drawin har hovedsæde i Moers ved Düsseldorf, hvorfra man opererer med de mobile kværne i hele Europa. Som supplement til kværningen kan virksomheden også vaske materialerne for urenheder. Denne proces kræver dog et større produktionsapparat og finder derfor sted på fabrikken i Moers.

Let genanvendelse af dyre råvarer hos kunderne

”Mobilkværnene bruges til genanvendelse af stort set alle materialer – fra affaldscontainere til plastkasser og mange andre plastprodukter. Med Drawins 8 mobilkværne og deres store knowhow på området, har vi fået tilført væsentlig kapacitet og kompetence. Vi har således fået meget bedre mulighed for at rådgive og servicere kunderne på et område, hvor de kan spare rigtig mange penge ved at genanvende deres råmaterialer”, fortæller international salgschef, Ole Pehrson og fortsætter:

”De mobile kværne køres ud til kunderne, hvor kværningen finder sted ”on site”. Det gør processen utrolig nem. Kunderne skal ikke tænke på omkostningskrævende transport til fabrikken. Det hele sker lige uden for deres egen hoveddør og skaffer dem hurtigt af med de ofte meget pladskrævende lagre”.

Led i konsolidering af markedsposition

Opkøbet er Schoeller Plasts andet inden for bare 4 måneder, og er et led i virksomhedens overordnede strategi om at konsolidere dens position inden for produktion af sprøjtestøbte plastemner yderligere. I januar købte man således Helarco i Lynge, og fik derved tilført yderligere kapacitet og kompetencer inden for produktion til bl.a. medicinalindustrien, jagt og fritid samt design og boligindretning.


Om Drawin Recycling

Drawin Recycling er et selvstændigt selskab ejet af Schoeller Plast og hollandske Environmental Solutions Europe Holding B.V., der producerer affaldscontainere. Virksomheden udspringer af Drawin Kunstofftechnik GmbH, der blev grundlagt i 1955. Drawin Recycling er markedsledende inden for mobilkværning og regenerering af plastmaterialer, og genanvender årligt ca. 40.000 tons plast. Virksomhedens mobile kværne opererer over hele Europa fra hovedsædet i Moers ved Düsseldorf.

Læs mere på www.drawin-recycling.com