Go to Top
Tel. +45 59 160 160

CAPIBOX er sat i produktion

Den miljøvenlige kapilærkasse CAPIBOX er sat i produktion efter en afsluttet kickstarterkampagne og kan købes hos 85 udvalgte forhandlere fra foråret 2019.

kapilærkasse

I efteråret 2018 lancerede vi en kickstarterkampagne med det formål at indsamle penge til produktionsopstart af CAPIBOX samt få konkrete tilbagemeldinger på produktet fra relevante forbrugere. Kampagnen nåede desværre ikke finasieringsmålet, men det positive feedback og store interesse fra målgruppen har betydet, at vi alligevel har sat den miljøvenlige kapilærkasse i produktion.

CAPIBOX, der er skabt i genbrugsplast, er et nyt og bæredygtigt alternativ til den klassiske kapilærkasse i flamingo, der flittigt benyttes rundt om i de skandinaviske drivhuse. Samtidig betyder CAPIBOXs design, at det er muligt at transportere cirka fire gange så mange på en enkelt palle, og den forurener derfor væsentligt mindre under transport.

”Vi har fået mange positive tilbagemeldinger på produktet, og vi føler os derfor sikre på, at CAPIBOX vil blive taget rigtig godt imod af forbrugerne, når den kommer i butikkerne til foråret” udtaler, direktør for salg udvikling, Jan Bybjerg Pedersen.

Videre har vi valgt at indgå en samarbejdsaftale med plantekasseproducenten Agro Block, der skal stå for salg og distribution af CAPIBOX. Vi kender Agro Block rigtig godt, da vi i forvejen producerer deres stabelbar plantekasse med samme navn, og derfor mener begge parter, at det giver en god synergieffekt.

”Vi mener, at de to produkter komplimenterer hinanden rigtig godt, og tror på, at det giver os en strategisk fordel, at vi kan præsentere to forskellige produkter inden for plante- og kapilærkasser, der begge er produceret udelukkende af genbrugsplast” siger Lars Carstensen, der er Salgsdirektør hos Agro Block.

De to produkter er begge skabt med en vision om at bidrage til cirkulære miljøløsninger og nedbringe CO2-mængden ud fra FN’s verdensmål om ansvarlig produktion og forbrug, en større klimaindsats samt en forbedring af livet i verdenshavene. Alene ved produktionen af plante- og kapilærkasser i genbrugsplastik sparer man betragtelige mængder af CO2 i forhold til klassiske kapilærkasser af flamingo eller plantekasser i beton. Dertil kommer så yderligere besparelser ved fragt og materialefremstilling samt en efterfølgende genbrugsværdi.

Agro Block havde senest i slutningen af oktober CAPIBOX med på messen Building Green i Forum i København og på fagmessen for havecentre i Odense i januar, og her modtog de en stor mængde positiv feedback på produktet og oplevede en særlig interesse fra nye mulige kundesegmenter.

De første 85 forhandlere i Danmark er allerede klar til at tage både CAPIBOX og Agro Block ind i sortimentet senest fra foråret 2019.