Cases

Se vores løsninger

 

Her kan du se et udpluk af vores mange kvalitetsløsninger, der bliver benyttet af en lang række virksomheder hver eneste dag.

Cirkulære alternativer til haven

Agro Block og Homefarm gør op med de traditionelle kapillær- og plantekasser. Begge produkter er skabt af genanvendt plast med en vision om at nedbringe CO₂-mængden.

Agro Block er en stabelbar plantekasse med mange formål. Den kan blandt andet benyttes til at skabe grønne vægge både inden- og udendørs, som altankasser, og til lodret dyrkning. Agro Block gør det muligt at indrette små rum i haven, på terrassen eller altanen.
Homefarm er et af Schoeller Plasts egne udviklede produkter. Den er skabt med tanken om at gøre op med den traditionelle kapillærkasse af flamingo, og er et cirkulært, moderne og mere funktionelt alternativ.
Fælles for produkterne er, at de begge er skabt med en vision om at bidrage til cirkulære løsninger ud fra FN’s Verdensmål om ansvarlig produktion og forbrug, en større klimaindsats, samt en forbedring af livet i verdenshavene. De er begge skabt i genanvendt plast, som ligeledes sikrer en besparelse af CO₂-mængden, i forhold til de klassiske kapillær- og plantekasser.

 

Samarbejde med god synergieffekt

Da Lars Carstensen, indehaver af Agro Block Handel & Service ApS. i 2018 afsøgte markedet efter en samarbejdspartner til at tegne, designe og producere Agro Block, lagde han vejen forbi Schoeller Plast – og det blev starten på et spirende samarbejde.
”At man formår at lytte til hinanden og forstå hinandens behov er vitalt i et samarbejde. Jeg oplever altid en stor vilje til at løse problemerne, og bliver mødt med god dialog og tillid”, fortæller Lars Carstensen om samarbejdet med Schoeller Plast.

Agro Block Handel & Service ApS. sætter en ære i at fremstille og distribuere plantekasser lavet af genbrugsmateriale. Plantekassen har et væld af anvendelsesmuligheder, og kan genbruges.

”Vi skaber produkter med miljøet i tankerne. Vores produkter skal vare længe, og de skal være 100% genanvendelige”, fortæller Lars Carstensen.
Og netop denne tankegang matcher Schoeller Plast. Derfor var det også et naturligt valg at indgå i en samarbejdsaftale med Lars om salg og distribution af Homefarm, da han allerede havde viden om branchen. Et samarbejde som begge parter anså som en optimal idé med god synergieffekt.
”Bæredygtighed er vores hovedsalgsargument. Kunderne skal forstå, at vi har tænkt os om hele processen igennem, og købe produktet på den baggrund. Vi gør det håndgribeligt for dem, når vi kan fortælle, at produktet de køber, er lavet af gamle ølkasser”, fortæller Lars Carstensen.

 

Prisnomineret produkt

Efter at Lars tog Homefarm under hans vinger, har han brugt de sidste år på at videreudvikle – og det må siges at have båret frugt.
I 2019 var Homefarm nomineret som ”Årets Nyhed” ved Haveselskabets prisuddeling CPH Garden, og senest som årets haveprodukt 2023, ved den svenske Elmia Garden Award.
”Jeg er enormt glad og stolt over nomineringerne. Sådanne nomineringer blåstempler produktet og skaber opmærksomhed omkring det”, fortæller Lars Carstensen afslutningsvist.

 

Schoeller Plast bidrager til affaldssortering i

Holbæk Kommune

Et samarbejde mellem Holbæk Kommune, Fors A/S og Schoeller Plast sikrer kommunen en cirkulær løsning til affaldssortering i skoler og dagtilbud.

Holbæk Kommune starter affaldssortering op i egne ejendomme, som man kender fra normale husstande. Mange ting har skulle indkøbes for at realisere projektet, og udfordringer og et tidligere samarbejde fik projektleder fra Holbæk Kommune, Pernille Moesgaard Gertsen, til at rette henvendelse til Schoeller Plast. Der lå nemlig allerede støbeforme til affaldsspande klar fra et tidligere samarbejde med Holbæk kommune og Fors A/S.

Cirkulær løsning til affaldssortering

Schoeller Plast har med sine mange års erfaring, med produktion af genanvendte materialer, produceret de første 2500 affaldsspande, der skal indgå i affaldssorteringen.

Affaldsspandene er produceret af genanvendt plastaffald fra kommunens egne borgere. Engagerede og dedikerede medarbejdere fra Fors A/S har lagt et stort arbejde i at sortere og finde det bedste plastaffald på kommunens genbrugspladser, hvorefter det er transporteret til Schoeller Plast, hvor det er blevet kværnet, så det kunne genanvendes og indgå i produktionen. Affaldsspandene består derfor udelukkende af kværnet, genanvendt materiale.

”Det er skønt at vi kan deltage i lokale projekter, og være med til at styrke kommunens miljø og bæredygtige udvikling. Det har været et spændende projekt at være en del af”, fortæller Jan Bybjerg Pedersen, Direktør hos Schoeller Plast.

Et samarbejde med gode historier

Der ligger nu en større proces foran Pernille Moesgaard Gertsen, projektleder fra Holbæk Kommune, som skal ud til hver enkel institution, for at se hvad de hver især har brug for af spande, systemer, større affaldsbeholdere m.m. Det forventes derfor, at affaldssorteringssystemet er klar til brug i skoler og dagtilbud i løbet af efteråret og vinteren. Hun ser frem til at komme ud og vise børn og unge, at det man smider ud, kan genanvendes og blive til nye produkter – for eksempel en affaldsspand.

”Jeg sætter stor pris på, at det har været muligt at stable et samarbejde på benene med det nære erhvervsliv og inden for Holbæk Kommunes grænser. Det er et samarbejde med en masse gode historier og aspekter”, fortæller Pernille Moesgaard Gertsen, projektleder i Holbæk Kommune.

Stærkt og loyalt samarbejde gennem flere generationer

Hancock

Tilbage i 1800-tallet voksede traditionen for småindustri frem, da pladsen til landbrug blev trang, og småbyerne udviklede sig. Herudaf opstod traditionen for bryggeri i Skive, og hvad vi i dag kender som Hancock Bryggerierne A/S blev grundlagt.

Hancock Bryggerierne A/S er en traditionsbunden virksomhed, der i dag drives af 4. generation, indehaver Peter Strange Nielsen. Hancock producerer øl og sodavand af forskellig slags.

Sådan hjælper vi Hancock Bryggerierne A/S

Siden 1970’erne, og gennem flere generationer, har Schoeller Plast leveret plastløsninger til Hancock, primært i form af standard 30 stk. øl- og sodavandskasser.

Ja, faktisk har samarbejdet stået på så længe, at ingen rigtig har viden om præcist hvornår, det blev etableret. Dog eksisterer der i dag stadig plastkasser, der kan dateres tilbage til 1972, der bevidner om det langvarige samarbejde.

Ikke så meget smartness, det er nemt at have med at gøre

Når indehaver af Hancock, Peter Strange Nielsen, skal sætte ord på hvad et godt samarbejde består af, fremhæver han tillid, troværdighed, ordentlighed og ærlighed. Han finder det altafgørende, at man har tillid til sine samarbejdspartnere, og man kan stole på de aftaler, der indgås.

”Når vi ringer hertil, kan man regne med hvad der bliver sagt og at aftalen overholdes. Man får altid et ærligt svar. Der er ikke så meget smartness, det er nemt at have med at gøre”, siger han.

Han fortæller også om det langvarige samarbejde, at ”det er svært at udpege de gode situationer, for det har i al sin tid forløbet rigtig godt. Jeg kan kun sige det sådan, at der ikke er noget, der kan gøres bedre”.

Cirkularitet bidrager til fremtiden

For at bidrage til den cirkulære økonomi indgår Hancock i et take-back samarbejde. Det betyder at kasserne kan købes tilbage, hvis de går i stykker eller bliver ubrugelige. Derefter kværnes de og bliver til nyt materiale, der kan bruges til produktion af nye plastemner.

Peter Strange Nielsen siger om bæredygtighed og take-back løsningen at, ”det er vigtigt at holde fast i og udvikle sig inden for. Det er vigtigt for os at have en ansvarlig samarbejdspartner. At man kan finde kasser helt tilbage fra 70’erne bevidner i høj grad om deres levetid. Selvfølgelig er der tidspunkter hvor nogle går i stykker, men så er det alletiders, at vi har mulighed for at sende kassen til kværn, så den kan genanvendes”.

Peter Strange Nielsen ønsker og forventer, at samarbejdet fortsætter i fremtiden.

”Jeg ser meget gerne, at det fortsætter ud i fremtiden og i de fremtidige generationer. Vi er jo en meget traditionsbunden virksomhed, så det ville glæde mig at se”, afslutter han

Case

Oceanbox

Oceanbox er navnet på et stort miljøsamarbejde mellem Schoeller Plast, Plastix, Provice og Plastic Change. Formålet var at teste og udvikle nye og cirkulære plastemballager i 100% genanvendt plast. Projektet er stadig i fuld gang og har indtil videre været en stor succes, hvor det er lykkedes at omdanne gamle fiskenet til nye øl- og brødkasser.