I foråret 2024 donerede vi en muflonvædder til Holbæk Dyrehave. Muflonen, som vi har døbt Alex efter vores virksomheds grundlægger, har hurtigt fundet sig til rette i sin nye flok. Seks måneder efter ankomsten kan vi allerede glæde os over, at der er kommet mindst to muflonlam til verden.
Alex har altså vist sig at være en særdeles ”effektiv” muflonvædder! Når man tænker på, at mufloner har en drægtighedsperiode på cirka fem og en halv måned, kan vi konkludere, at han hurtigt overvandt sin indledende generthed.
Vi bakker op om det lokale dyreliv
Normalt er mufloner først i brunst i november, men det er der åbenbart ingen, der har fortalt Alex. Det vidner om, at han er en helt særlig vædder!
Vi er stolte af at bidrage til det lokale dyreliv og glæder os over, at vores donation har haft en positiv effekt på bestanden i Holbæk Dyrehave.
Alex er svær at få øje på, da han foretrækker at leve i det skjulte. Billedet er derfor ikke af Alex.