Vig Festival tager et skridt i den cirkulære retning og lægger ’brug og smid væk’ kulturen på hylden
Skal du nyde en kold øl eller drink til sommerens Vig Festival, kan du trygt gøre det af deres nye cirkulære plastglas.
Vi er stolte af at producere over 200.000 plastglas til festivalen og bidrage til en cirkulær omstilling. Det betyder et farvel til de tynde engangsglas, og et goddag til robuste og genanvendelige plastglas der kan bruges igen og igen.
– Med en plan om at reducere, som taler godt ind i vores virksomhed, hilser vi samarbejdet med Vig Festival velkommen. Med ønsket om at forbedre sig, gør samarbejdet os mere cirkulære, siger Jan Bybjerg Pedersen, Direktør ved Schoeller Plast.
Bedre kvalitet skal sikre genbrug
Glassene vil blive solgt med pant på, så der er incitament for at aflevere sit brugte glas tilbage.
– De nye glas er af meget bedre kvalitet og føles mere behagelige at holde på og at drikke af. De er robuste, så vi forventer, at de kan klare lidt af hvert, fortæller festivalleder Ole Rasmussen.
Vig Festival forventer, at kunne indsamle langt de fleste glas efter festivalen, selv dem der ender i skraldespanden. Efter Festivalen sendes glassene samlet til vask, og dernæst til Vig Festivals lager, så glassene kan genbruges de efterfølgende år.
Og glas der mod forventning skulle gå i stykker, vaskes og gemmes, så de kan genanvendes som plastmateriale.
Fokus på genanvendelighed
Vig Festivals logo indgraveres i glassene, så de er fuldt ud genanvendelige.
– Hvis vi trykker Festivalens grønne logo på, kan plastglassene ikke genanvendes som råmateriale, så i stedet får vi det indgraveret, fortæller festivalleder Ole Rasmussen.
Den rene plast udgør nemlig en vigtig og værdifuld ressource, som kan bruges igen og igen.
En grøn beslutning
Ifølge Handlingsplanen for cirkulær økonomi 2020-2032 bruger vi i Danmark flere naturressourcer, end vores klode kan holde til. Hvis alle skulle leve som vi gør i Danmark, vil det kræve ca. 4 jordkloder. Det danske forbrug er ca. dobbelt så stort som det globale gennemsnit, og derfor bør vi tænke i cirkulære løsninger og lægge ’brug og smid væk’ kulturen bag os, reducere mængderne af affald og bruge vores naturressourcer bedre.
I en cirkulær økonomi recirkulerer man materialer og produkter, og udnytter deres værdi til fulde og minimerer spildet.
Det skønnes at Vig Festivals plastglas vil kunne genbruges i fem-seks år, før de er så slidte, at de ender i kværnen som råmateriale til nye plastprodukter.
Gennem den nye drikkeløsning bidrager Vig Festival til den cirkulære fremtid, ved at generere mindre affald og sikre genanvendelse af plastglassene efter endt levetid.
– Vi får afprøvet cirkulære modeller i en verden, som typisk ikke har haft tendens til at anvende ressourcer bedst muligt og genanvende. Vores ønske er selvfølgelig, at de emner der kommer tilbage til os, genanvendes som materialer i nye produkter. Det væsentlige for os er, at vores produkter har et flow og en cirkularitet, der danner baggrund for gode samarbejder og en grønnere fremtid. En cirkulær fremtid er noget vi skaber sammen, og det er igennem partnerskaber, at vi når længere i den grønne udvikling og omstilling. Vi tror på, at vi gennem cirkulære forretningsmodeller og samarbejder som dette, kan danne grobund for nye partnerskaber hvor nye eller tilsvarende forretningsmodeller kan bruges, siger Direktør, Jan Bybjerg Pedersen.